Min mor og far var almindelige borgere, min far var håndværkersnedker. Vi var 4 børn,
2 drenge og 2 piger, der var småt i mit hjem, vi boede i min bedstefar's ejendom
i Øster Gravensgade i Aalborg.

Min far og mor betalte ikke husleje, så vi havde en lejlighed i baghuset, mine bedsteforældre boede i forhuset i en stor 5-værselses lejlighed en blå dagligstue med plydsmøbler, en rød dagligstue også plyds, en stor spisestue og en opholdsstue samt soveværelse med mahognimøbler det såes for mig som noget meget flot.
Min bedstefar og min bedstemor havde en trikotageforretning i Slotsgade 5.

Tilbage til min fader og moder, min mor var fra Norge Kristiania nu Oslo, der traf min far min mor, der blev de gift, og min bror Henry og jeg blev født i Kristiania, Birgermandsgate 8, stuen. Far og mor flyttede til Danmark i 1914, boede så ét år
hos mine bedsteforældre, mor og far boede på et pigeværelse, som lå i korridoren ved siden af køkkenet, indtil de fik lejligheden ovre i baggården på første sal.
Køkkenet vendte ud til et andet hus, der var ca. 1½ m over til muren, tagene hældte næsten sammen, så der var ikke meget lys i køkkenet og spisekammeret,
der var også komfur, stuerne var små, meget små, møbler var der ikke mange af,
det var nogle min bedstefar havde købt på auktion. I stuen var der chaiselong,
en buffet, en forhøjning med en stol på, en puf og et bord og stole omkring og så en rund kakkelovn. I soveværelset et skab til tøj, et toiletmøbel og en dobbeltseng
samt en toiletspand, da der var gammeldags lokum i gården.

Min mor var en mild og godmodig mor, min far var meget bestemt, men ellers flink.
Han var en pæn, høj, tynd og mørk mand, men småt havde vi det, forbandet småt.
Min søster Ellen var en kvik pige, når der var gråd hos mor, fordi der ingen penge og ingen mad var, gik hun hen til rulleforretningen og løb med rulletøj, på en eftermiddag kunne hun tjerne 50 øre, så blev der købt et halvt kg fars, et franskbrød eller rugbrød. Når min søster Ellen, kom hen til gamle avlsgård, som lå på Østerbro med rulle tøj,
fik hun 2 øre i drikkepenge, det skulle hus bestyrinden skrive op på en seddel, som var slået på spisekammer døren, han var ellers en meget velhavende mand, han havde en masse køer, som blev drevet fra Østerbro ud i Jyllandsgade, der ejede han jorden fra Kjellerupsgade og helt ned til børnehjemmet i Niels Ebbensens gade.
Der på Sauers Plads var der sommetider forlystelser med karruseller, det var spændende, når vi kunne få lov, at gå derhen, blot for at se, for penge havde vi jo ikke.

Min far og mor havde en have, ja to endda, der havde vi det herligt. Min far lavede selv lysthuset, det var så pænt og hyggeligt, der var også et lille køkken, hvor mor lavede mad. Jeg husker engang, min mor og jeg, eller rettere min mor skulle tænde primussen, der var kludder med den, så hun tog den med hen til døren ud til haven, jeg skulle selvfølgelig også være med, jeg sad på hug sammen med mor, pludselig flød al petroliumen ud af primussen, mor tog den brændende primus og smed den ud i haven, hvor den eksploderede. Vi børn havde hver sin have, der fik vi lov til at så og plante, som vi ville. Far og mor havde også høns, vi havde også kaniner, men det var i Øster Gravensgade 12 i gården. Min bor Henry og jeg havde fået hver vores lille kaninunge,
de fik sommetider lov til at løbe ude, når de så skulle ind fangede vi dem.
En dag havde jeg fået for meget fart på, min kanin stoppede pludseligt op,
jeg kom til at træde på dens hoved, så den måtte aflives, jeg græd, kan jeg huske,
det var en stor sorg. Jeg var også hidsig kan jeg huske, min bror Henry havde drillet mig, han løb så ud på gangen, jeg kom løbende efter ham og gav ham et spark så han faldt på hovedet ned af alle trapperne, lige fra første sal og ned i stuen, der var stengulv, nej som jeg blev bange, jeg gemte mig inde under den store dobbeltseng,
min mor var meget vred, hun tog kosten for at få mig ud, men om jeg fik klø,
kan jeg ikke huske noget om, der var heldigvis heller ikke sket min bror noget.
Når vi var alene hjemme, hvad der nok hændte, skulle jeg altid rydde op og feje gulv,
for jeg var jo den ældste pige, så kom vi op at skændes, jeg fik altid fat i min bror Henry's hår, så kan det nok være at jeg trak til. Nå vi havde også mange dejlige timer. Henry havde et dejligt stor dukketeater, som han sikkert selv havde lavet,
jeg husker så tydeligt vi stillede det op på loftet, så kom der mange børn, de skulle betale 2 øre for at se en forestilling, det hed Genboerne. Henry selv læste op,
vi andre skulle så skifte kulisser og føre dukkerne ud og ind, det var mægtigt spændende.

Om vinteren, når der var is og sne, fandt vi mors gamle langskaftede støvler frem,
de var alt for store, men det gjorde ikke noget. Vi havde fået en del gamle rustne skøjter, dem fik vi skruet på med et håndsving, men de kunne selvfølgelig ikke sidde fast, så fandt vi nogle strikke og snurrede dem på støvlerne, så kan I ellers tro at vi vraltede hen over gårdspladsen's toppede brosten, men vi morede os.

Når vejret så blev godt hen på foråret, kom tæpperne frem, de blev lagt ud i gården
på brostenene og så fik vi mad i et stykke papir og saftevand på flasker, det var alle tiders storhed. En dag havde jeg vovet at tage mine strømper af, det kom min bedstemor og så, jeg gemte mig ude i porten mellem en jumpe og en mælkevogn, som tilhørte en mælkemand, som havde stald der i gården, nej som min bedstemor blev vred, men ikke på mig, men på min mor som intet anede derom. Mor fik så mange skældud, fordi hun ikke så efter mig, det var synd for min mor, men dengang forstod jeg ikke et ord af det hele.

Min mor var ofte syg, da vi var børn. Lægen sagde det skyldtes lejligheden, vi boede i. Mor var på hospitalet to gange, mens vi var små, den ene gang var mor ved at dø for lægerne, det var abort hver gang fortalte min mor, den dag der kom bud fra hospitalet, var far på arbejde, så blev jeg sendt ud til mine bedsteforældre, der var flyttet ud på Stenusvej 4, for at sige, de skulle komme ud på hospitalet, jeg husker at jeg løb og tudede hele vejen derud. Min yngste bror Aksel var dengang 2 år, jeg var selv 8 år,
der var en dame i huset som så lidt til os, når bedstemor var taget hjem.
Jeg blev sat til at skure gulvet af den dame som hed fru Madsen. Gulvene havde ingen fernis, de var hvidskurede, fru Madsen fortalte mig, hvordan jeg skulle bære mig ad med at vride en gulvklud, da hun så kom for at se, hvordan jeg havde gjort det, måtte jeg gøre det om, fordi jeg havde ikke skuret over det, jeg havde skuret først, så var der en masse mørke streger, det måtte der ikke være.

Jeg glemmer heller aldrig, når bedstemor lå en avis ude på køkkenbordet, tog kæm kammen, så skulle jeg kæmmes, det var jeg ked af, men der var ikke noget at gøre ved det, for det var jo desværre nødvendigt, for i skolen sad jeg ved siden af en pige som var meget luset. Så fik jeg et brev med til min lærer, jeg blev så flyttet hen til en dreng, han var også luset. Lusene faldt ned på bordet, som vi sad ved, de spadserede
hen ad det, uh ha jeg glemmer det aldrig.

Men mor kom så hjem fra sygehuset, hun var meget tynd og svag, hun måtte ikke få flere børn, og hun måtte ikke vaske vores tøj, så fik vi vaskekone en madam Vangsø,
jeg husker vi sad og så på hende, når hun drak kaffe det hældte hun op i underkoppen og drak kaffe med sukkerknalder til. 

Måden hun drak kaffe på hørte ikke til pæne manerer, men hun var en rar kone,
men da så mor begyndte selv at vaske vores tøj, måtte jeg op kl. 4 om morgenen sammen med mor for at være med til at vaske tøjet, når så kl. blev 8 morgen,
skulle jeg i skole. Apropos skole den forsømte jeg meget som, sagt var mor altid syg,
da vi var børn, jeg fik et brev med i skolen, hvor der altid stod, jeg må beholde Randi hjemme, da jeg er syg, ærbødigst Elise Jensen. Lektierne kom i anden række, min mor stavede ganske vist med mig i begyndelsen af mit skoleår, der kom det resultat ud af det, at jeg havde så mange fejl både i stavning og i skrivning, at skolen forbød min mor at hjælpe mig, mor skrev og talte jo norsk.
Den første dag jeg var i skole fik jeg en ordentlig lussing, min bedstemor sendte mig i skole for min mor skulle indlægges på hospitalet den dag, så der havde nok været forvirring derhjemme, resultatet var, at jeg havde fået den forkerte ting med i skolen, jeg husker ikke om det var tavle eller læsebog, men jeg kom hjem med en rød kind og stillede mig ved toiletbordet med hånden dækkende på kinden, så ville min mor have at vide, hvorfor jeg stod sådan, jeg ville ikke sige det, men så kom min bedstemor og tog hånden væk, de blev begge meget fortørnet over det, der var sket. Som før nævnt var mine bedsteforældre flyttet ud på Stenusvej 4 i villa Eos, den havde min bedstefar købt. Han tog ind til Øster Gravensgade kl. 7 morgen for at arbejde i ejendommen, holdt frokost kl. 9, tog hjem for at spise middagsmad, tog sin middagslur,
mødte igen kl. 13.30 i Øster Gravensgade 12 for igen at arbejde til kl. 17,
så gik han hjem til bedste. Når der var et eller andet, der var gået i stykker i ejendommen, fik vi altid skylden, selvom det ikke var os..da jeg var 10 år, fik jeg plads hos en familie Vestergaard, som boede i bedstefar's ejendom, jeg skulle vaske op og løbe byærinder, det fik jeg 50 øre for om måneden, pengene fik jeg ikke, de blev gemt i en papæske, hvori der blev lavet et hul, jeg kan huske, at jeg fik et par sko, da jeg var færdig med at være der efter 4 år, det var for pengene. Jeg fik også mit hår klippet, mens jeg var der, min far sagde, at han ikke havde råd til at holde mit hår.
Hr. Vestergaard betalte 2 kr. til en damefrisør om måneden, så jeg blev klippet
og krøllet én gang om måneden. Jeg fik også af og til en kjole som Vestergaard's
barne-barn Elly syede til mig, skam også en frakke da jeg skulle til at gå til præst.
Elly var nemlig syerske, de var flinke ved mig.

Engang min far var arbejdsløs i lang tid, blev der ikke råd til appelsiner og æbler, vi måtte heller ikke få et juletræ, vi børn græd. Da det blev sidst på eftermiddagen,
gik min far for at få et træ, lige inden de lukkede, jeg kan huske vi fik travlt
med at få det pyntet. Jeg husker engang, jeg var med min far ude at købe julegaver
den 24. altså juleaftensdag, der var nok ingen penge, jeg var stolt, men da vi skulle have vores julegaver, opdagede vi, at vi havde glemt at købe en gave til min søster Ellen, jeg har så tit tænkt på, hvordan det blev ordnet, det kan jeg slet ikke huske
noget om. Julemorgen var altid dejlig synes jeg, der var noget særligt over den,
måske var det julegaverne, man havde fået, måske var det fordi vi alle var sammen
ved morgenbordet med hjemmebagt brød og julekage, jeg ved ikke, hvad det var,
men den var dejligt, kan jeg huske.

Første juledag var vi altid samlet hos vores bedsteforældre ude på Stenusvej til julefrokost med grønlangkål på pande og stuvet hvidkål, medisterpølse og flæsk. Mændene fik en snaps og juleøl, når der så var vasket op, dansede vi alle om juletræet, det var så hyggeligt. Når lysene på træet var brændt ned, fik vi pebernødder, som bedstemor selv havde bagt, der var også rigtige nødder, ja selv krakmandler, men det var forbeholdt de voksne, når vi så havde spist det knas og et æble, fik vi lov til at danse. Bedstefar havde en grammofon, den stod han selv ved, han betroede ingen andre til det. Vores onkel svingede os der i spisestuen, mens de voksne sad i dagligstuen og snakkede sammen, når så kl. blev 17, tog vi hjem til os selv.

3. Juledag var det fars fødselsdag, så kom bedstemor og bedstefar på besøg hos os,
så havde de en skomager Christensen med, jeg kan huske ham endnu, han var karseklippet og et ret rundt ansigt, han var sådan en hyggelig mand, når de sad ved kaffebordet, blev der sunget og spillet. 

Christensen var visesanger, det var en skam, man ikke havde lært nogle af de gamle viser. Mor var meget god til at synge, hun spillede på guitar, ja så var der, de lo og morede sig til sådanne aftener, vi børn kom i seng, men vi lå jo lige i det andet værelse og kunne høre det hele. Mor var flink til at bage, hun bagte dejlige brød og julekager, kun til højtider og fødselsdage blev der bagt lagkage, hvorpå der kom glasur på, og der blev bagt dejlige småkager, sikke sirupskager. Mor lagde dejen den første december, og den halve dej blev så bagt lige ind til jul, hvorpå den anden halvdel blev dækket til og først bagt til mors fødselsdag den 23. februa r. 

Klejner kogte mor skam også, pragtfulde klejner, som far vred, som han sagde, det var at han formede dem når mor havde rullet dem ud, der blev også bagt vanille-kranse og stænger, pebernødder ikke at forglemme, jo mor og far gjorde såmænd meget for at gøre det så godt som muligt.
Der var jo også mørke tider, som når jeg skulle have noget nyt tøj til, jeg husker engang, jeg havde fået et par sorte træsko med røde kanter, jeg var stolt, da jeg gik i skole den dag, vi havde sang i en af timerne, jeg kunne godt lide at synge, og min sanglærer havde sat mig til at rydde op, da timen var forbi, det var jeg meget stolt af, jeg var så den sidste der gik ud fra klasseværelsen, da jeg så kom ud på gangen, stod der kun et par fladbundede træsko tilbage, jeg blev så ked af det, at jeg kom til at tude så højt, at min sanglærer kom farende og spurgte, hvad grunden var. Jeg var meget ulykkelig for at gå hjem til mor for at fortælle om det, der var sket, jeg fik ikke andre træsko, men måtte gå i de gamle udslidte træsko, til der blev råd til et par nye igen.
Da jeg så skulle konfirmeres var min far arbejdsløs, han gik arbejdsløs i 3 år, der blev ingenting bygget, så der var jo ikke meget at gøre med. Elly, som hun hed, der hvor jeg havde plads, var forlovet med en, der hed Sofus, han var overgartner hos Lomborg Planteskole, han var også i bestyrelsen for noget der hed Prop foreningen, de hjalp mindrebemidlede med tøj til konfirmationen, så der igennem fik jeg tøj til min konfirmationskjole, og så syede Elly den.

Christensen var visesanger, det var en skam, man ikke havde lært nogle af de gamle viser. Mor var meget god til at synge, hun spillede på guitar, ja så var der ., de lo og morede sig til sådanne aftener, vi børn kom i seng, men vi lå jo lige i det andet værelse og kunne høre det hele. Mor var flink til at bage, hun bagte dejlige brød og julekager, kun til højtider og fødselsdage blev der bagt lagkage, hvorpå der kom glasur på, og der blev bagt dejlige småkager, sikke sirupskager. Mor lagde dejen den første december, og den halve dej blev så bagt lige ind til jul, hvorpå den anden halvdel blev dækket til og først bagt til mors fødselsdag den 23. februa r. 

Klejner kogte mor skam også, pragtfulde klejner, som far vred, som han sagde, det var at han formede dem når mor havde rullet dem ud, der blev også bagt vanille-kranse og stænger, pebernødder ikke at forglemme, jo mor og far gjorde såmænd meget for at gøre det så godt som muligt.
Der var jo også mørke tider, som når jeg skulle have noget nyt tøj til, jeg husker engang, jeg havde fået et par sorte træsko med røde kanter, jeg var stolt, da jeg gik i skole den dag, vi havde sang i en af timerne, jeg kunne godt lide at synge, og min sanglærer havde sat mig til at rydde op, da timen var forbi, det var jeg meget stolt af, jeg var så den sidste der gik ud fra klasseværelsen, da jeg så kom ud på gangen, stod der kun et par fladbundede træsko tilbage, jeg blev så ked af det, at jeg kom til at tude så højt, at min sanglærer kom farende og spurgte, hvad grunden var. Jeg var meget ulykkelig for at gå hjem til mor for at fortælle om det, der var sket, jeg fik ikke andre træsko, men måtte gå i de gamle udslidte træsko, til der blev råd til et par nye igen.
Da jeg så skulle konfirmeres var min far arbejdsløs, han gik arbejdsløs i 3 år, der blev ingenting bygget, så der var jo ikke meget at gøre med. Elly, som hun hed, der hvor jeg havde plads, var forlovet med en, der hed Sofus, han var overgartner hos Lomborg Planteskole, han var også i bestyrelsen for noget der hed Prop foreningen, de hjalp mindrebemidlede med tøj til konfirmationen, så der igennem fik jeg tøj til min konfirmationskjole, og så syede Elly den.

Apropos mor, som sagt kom min mor jo til Danmark, der var næsten ingen der kunne forstå, hvad hun sagde, nu må man forstå, dengang var der ikke så meget samkvem landene imellem, hun fortalte, at når hun var ude at handle, forstod de hende ikke, her i Danmark dansede hun ikke på roser de første år. Hun havde jo aldrig været uden for Norge's grænser. Bedstemor, som var hendes svigermor, var ikke altid sød ved hende, derimod var bedstefar glad for vores mor.
Jeg begynde så i min første plads i huset, som jeg havde skrevet, var jeg der i godt 2 år, der i huset var der én gang om måneden en syerske, som sad og syede kjoler og omforandrede for min frue, havde kunnet skaffe mig ned på Nytorv overfor isenkræmmer Jensen, som elev hos en fru Dalgaard, som var damefrisør. Jeg fik 15 kr. om måneden og skulle selv holde mig ved lige med hvide kitler, som min mor fik fat i, af hvem ved jeg ikke, mor var med på, at jeg skulle begynde der, men min far sagde dette må du selv om, jeg har ikke råd til at hjælpe dig. Jeg skulle så gøre rent i privaten imod at få min kost, fru Dalgaard var ikke tilsluttet 
Mester-foreningen, så derfor måtte hun ikke have elever, så hun sagde til mig, dersom der er nogen, der spørger Dem om De er i lære, må de sige De er pige i huset. Engang hun havde fået gjort hovedrent og ferniseret i hendes stue, så flyttede vi bare borde og stole ind i salonen, efter vi havde lukket, den aften var der syaften, 
da var jeg der og en dame, jeg sad og kniplede, det havde hun lært mig, da skete der det, pludselig gik døren op og ind kom der en herre og dame uden at banke på, det var formanden for lauget, de troede vi arbejdede, så spurgte de, om jeg var i lære hos hende, men det var jeg selvfølgelig ikke, for så var hun blevet indanket til deres forening. 

Der skete så ikke mere, jeg var der godt 2 år, så kunne hun ikke lære mig mere sagde hun, hun havde skaffet mig en anden plads på landet hos en barber, så skulle jeg passe damefrisørsalonen, men da han ikke var gift, sagde min far nej, og så gjorde jeg det ikke, jeg var på det tidspunkt næsten 18 år, min bror Henry var på det tidspunkt blevet forlovet med Ulla Olsen fra Bernstoffsgade i Vejgaard, hun var også damefrisør, vi kom godt ud af det sammen, jeg var så begyndt at gå ud i hjemmene og friserede. 
Når jeg kunne se, at de var fattige, tog jeg kun 50 øre for at jernkrølle og 50 øre for klipning, ellers tog jeg 75 øre. I gaden boede der en barber, som var gift og havde 2 børn,

Han gik også ud i hjemmene. Han kom og spurgte mig, om jeg ville anbefale ham der, hvor jeg kom, så skulle han anbefale mig der, hvor han kom, på den måde fik vi jo lidt flere kunder. Henry, Ulla og jeg kom som sagt ud af det, vi gik til bal nede på Møllevej. Der lå der engang et afholdshjem, der var der bal hver søndag aften, det kostede 1 kr. for at komme ind, vi nød aldrig noget for det havde vi ingen penge til, men vi morede os godt alligevel. Der var tit slagsmål, men det skete altid udenfor, ellers gik vi en gang imellem i biografen, det kostede også 1 kr.

Jeg har helt glemt at fortælle, da vi var de her 15-16 år var vi mange unge der tog til Blokhus søndag morgen kl. 6, når vejret var til det, maden havde vi i skotøjskasser og et par flasker saftevand, en badedragt og et håndklæde, så gik det ellers derud af på cykler. Når vi nåede et mejeri i Kaas gjorde vi et ophold, der kunne man købe et glas mælk med smørklumper i, den herlighed kostede 10 øre, vi nød det.

Som sagt var vores far snedker, dengang var det meget brugeligt, at gå på beverding fredag aften, når de fik deres løn, som ikke var stor. Da jeg var barn fik jeg altid min far's lønningspose, der lød på 56 kr. og 68 øre, når han tømte den, som sagt skulle der 1 øl eller 2 til, inden turen gik hjem. Det skete skam også, at det blev til flere. Mor græd når det skete, når far fik for meget var han meget rundhåndet, så var der lavvandet i lønningsposen, når mor fik den, så kunne købmanden kun få et lille afdrag på købmandsbogen.

Som 8-årig var jeg på hospitalet af skarlagensfeber, jeg var rød som en krebs og meget syg. Ellen og jeg lå i samme seng, hende i fodenden, tænk hun blev ikke smittet. Jeg lå på hospitalet i 2 måneder, de første 3 dage sad de og vågede over mig, jeg lå på enestue, så blev jeg flyttet ind til en pige, som fik så mange gaver, hvad jeg ikke fik. En dag blev der stillet en kasse op i vinduet ude i gangen, jeg lå i min seng, hvorfra jeg kunne ligge og kigge på den, jeg tænkte det var nok til den pige jeg lå med, stolt blev jeg, da de kom og lagde den på min seng, det var et påskeæg af chokolade, det var pyntet, og så var der en rede med små påskeæg af sukker med små kyllinger, jeg var så glad, det store æg gemte jeg, jeg nænnede ikke at spise det.

Jeg kom så til fru Dalgaard, hvor jeg var i 2 år, som jeg har skrevet. Jeg brød mig ikke om hendes mand, han var såmænd meget flink, men den måde han talte til mig på, var jeg ikke tilfreds med. En dag kom han ud i køkkenet og ville tage om mig, jeg blev gal og sagde til ham hvis de gør det, skriger jeg, han grinede bare, vi havde lejet et par værelser ud ved siden af køkkenet til en mand og hans datter, han gjorde sig så ærinder ude i køkkenet efter vand, så gik hr. Dalgaard ind i stuen. Han var pige.., troede han kunne behandle piger, som det passede ham. Da jeg så ikke kunne tjene så mange penge, som min mor skulle have for kosten, da jeg gik ud at frisere. Jeg søgte på Obel's, for der tjente de mange penge. Der kom jeg ikke, for der var mange arbejdsløse, de skulle først have arbejde. Jeg tog så plads i huset igen hos en jordemoder fru Andersen, nej jeg tog først plads hos bogtrykker Ballermand i Jomfru Ane gade. Der var jeg i 4 måneder, så prøvede jeg igen at gå ud og frisere min far tilbød mig at lave en salon nede i det ene kælderrum, det havde jeg ikke mod til og heller ingen penge.

Fredag den 22. februar 1980

Jeg er alene hjemme og sidder og ser Colorado saga, kl. er 2 minutter i 22.00 og da der bliver gjort massakre på indianerne i filmen og præsten, som er gået ind i hæren siger Gud bevar os giver der et brag henne i skabet, et brag så stort jeg troede at fjederen i uret var sprunget, men der var ikke noget i vejen med uret, jeg slukkede fjernsynet,
jeg havde ikke lyst til at se mere.
Jeg blev så flyttet ind på en 16 mandsstue, påskeægget havde jeg stadig det stod på mit natbord, så skete det en dag vi fik middagsmaden ind, som gangpigen bragte os, tog hun min gaffel og stak ned i påskeægget så det gik i mange stykker, det var en stor sorg. Nå, da jeg så blev oppegående, kom jeg med de andre ud i haven, jeg så de andre drenge de kravle oppe i træerne, det skulle jeg også prøve, det resulterede i, at jeg fik hul på knæet i strømpen, jeg turde ikke sige det til nogen, så jeg satte en sikkerhedsnål i strømpen, men ak hullet blev større og større, til sidst opdagede sygeplejersken det, det var afdelingssygeplejersken, hun sagde til mig, at jeg skulle vise overlægen det til stuegang.

Når der var stuegang, skulle vi stå ret nede ved fodenden af vores seng, jeg stod helt oppe ved hovedenden, da så lægen kom til min seng, ville han vide hvorfor jeg stod der, så sagde sygeplejersken kom herhen Randi og vis lægen, hvad der er galt, jeg var meget flov kan jeg huske, det var ydmygende, jeg blev også sat op på en stol, hvorpå der stod en skammel, der sad jeg helt uden tøj, så kom overlægen med nogle unge læger, så stod han og talte til dem og pegede rundt på min krop, jeg var meget tynd, de kunne se alle ben i kroppen på mig, det var nok derfor, han brugte mig til undervisning. Så var det jeg kom til fru Andersen, der kom jeg til at bestille meget, hun havde rengøringsdille, vi gjorde hovedrengøring hver eneste uge. Den første dag jeg mødte, tog hun mine hjemmesko og så på sålerne, om de var bløde nok, så viste hun mig der skulle hænge håndklæder om dørhåndtaget for at døren ikke slog i med støj, jeg kan godt forstå hende i dag, for hun kunne have været uden det meste af natten til fødsler.

Hun fortalte mig en dag, hun var meget ked af den fødsel hun havde været ude til, konen fik hvert år et barn den nat gik det ikke, konen døde, hun var slidt op inden i, sagde fru Andersen, en anden gang fortalte hun mig, hun havde været ude i Lejbjerg til en fødsel, der var ingen elektrisk lys kun en petroleumslampe, ingen tøj til barnet, det hele var så utroligt fattigt og beskidt. Fru Andersen havde et stor arbejde med at få kogt og rengjort hendes ting, som hun havde i hendes taske, der var jeg i 2 måneder så sagde jeg op. Min bror Aksel skulle på det tidspunkt konfirmeres så havde jeg en god grund til at opsige min plads i samråd med min mor. 8 dage efter kom fru Andersen i bil op til os i Vonsyselsgade, da jeg så det var hende, sagde jeg til min mor

nu siger du ikke, at jeg kan komme igen til hende, ganske rigtigt var det grunden til hendes visit, den pige hun havde fæstet, var der kun i 8 dage, så blev hun væk. Fru Andersen kunne jo ikke være ene, for telefonen skulle jo passes, nå det blev så til at jeg gik med til at være der indtil, hun fik en anden pige, jeg var der så i 14 dage, da havde jeg det godt, men så gik det udover datteren, som var derhjemme som musiklærerinde. Fru Andersen var selvfølgelig overanstrengt, det var meget svært at være jordemoder på det tidspunkt i 1931.

Jeg kom så i lære på tekstilfabrikken, som væver i læretiden havde jeg 12 kr. om ugen, jeg stod i lære i 3 måneder, så fik jeg 2 dobbelte væve, så kunne jeg tjene ca. 27 kr. om ugen, der lærte jeg Carlo at kende, han var valsemager, vi traf hinanden i Kilden til jubilæumsfest, som Tekstilen havde, jeg var meget fin i lang lyseblå kjole med megen vidde i nederdelen, hvor der var 3 flæser forneden uden ærmer, så havde jeg købt højhælede russkindssko, jeg følte mig så fin, hvad jeg hørte bagefter jeg var. Carlo og jeg dansede sammen hele aftenen, derefter mødtes vi ofte.

Jeg vil nu skrive om .udstillingen, det var en udstilling, som der ikke har været siden, den var meget alsidig Obel's fabrikker havde cigarillos maskiner som kørte, pigerne sad og lavede cigarer. Det var en udstilling om lægegerningen, der var glas med fostre lige fra små fostre lige til 9 måneder's fostre, jeg husker det var om syfilis, der var en finger i papmache, som skulle illustrerer en læge's finger, som var smittet af syfilis. Der var også den rullende trappe, som gik fra bunden af dalen til højre for det nuværende kunst-museum, helt op til skydepavillonen og op til Aalborg tårnet, som var en sensation, så der skulle de fleste mennesker op.
Så kom tyskerne og besatte Danmark. Den morgen vi blev vækket med støj fra flyvemaskiner ca. kl. 6 morgen, det var en mærkelig dag, for vi viste ikke, hvad det var, vi boede i Ryesgade dengang i Bundgaard's ejendom, flyvemaskinerne fløj så lavt og dykkede ned, så det så ud som de fløj imellem de 2 huse og udover fjorden, alle kom så ud på gaden, vi stod og talte om, hvad det kunne være, vi gik så ned til broen, der var allerede sort af mennesker. På Limfjordsbroen midt på gaden foran broen, var der opstillet et maskingevær, hvor det skulle betjenes af soldater, det pegede lige imod os alle os som stod der. Vi var totalt uvidende om, hvad der var på færde. Jeg tror ikke, der var nogen, der troede, der var krig. Bagefter kan man forstå tyskerne sagde de dumme danskere. Tyskerne ødelagde Aalborg Hallen totalt, den brændte.