Dette er skrevet i 1971.

De jages af vejene frem med bylter af tøj og deres få ejendele med børn og gamle.

De styrter af sted fra krig og udslettelse men hvor hen.
I lejre de stues sammen som dyr, og dør af kolera og hungersnød, et liv, et menneske som er født og som nu jages af andre mennesker, kan du se ?

Kan du forstå hvorfor mennesket fødes til al den nød og elendighed i vort århundred, hvor der har været mennesker på månen og, hvor der sendes rumskibe ud i rummet for at blive koblet sammen, for en gang at nå ud til Mars og Jupiter.
Det lyder som en historie, men det er den kolde sandhed mens elendigheden raser på hvor egen klode her hvor vi alle kunne få mad og arbejde nok.

Boliger og alt hvad der gør et liv bedre at leve, blot mennesket brugte den forstand som er os givet ved fødslen tænk om hvert menneske ville arbejde i den samme ånd for at gøre det bedste for hinanden, uden at skænke om nu det bliver godt betalt

Vi kunne løfte I flok, vi kunne få det pragtfuldt, tænk om vi ikke havde den modbydelige orm i vort sind
den nederdrægtige af alle modbydelige orme misundelsen og hadet, vi mennesker er småt tænkende vi tror vi kan klare at nå andre planeter ?
hvad vil vi der ? når vi ikke engang kan ordne vores egen lille planet, den er som en byld, fyldt med råddenskab og ondskab.

Hvilken skam der som der er andre planeter, der er meget længere en os de må så tænke hvilke dåre vi mennesker er. 
Tænk om vi kunne gå sammen om at få orden og skik på alt det urene, umoralske og krigens gru.
Tænk om der blev lavet smukke huse og byer. Smuk kunst i stedet for våben og krigsmaskineri, så var der et liv på hvor jord som vi kunne være bekendt at vise frem til andre. Hvis der er liv.